ED100 Den lille Feriepige

Den lille Feriepige

Med aabent Øje, Mund og Sind,
men hul i Brøst og Tand og Kind
den lille Feriepige
med Jubel rejser bort fra Byen
til Jylland, supsidiert til Fyen,
kort sagt: Til Himmerige.

Naturen er en aaben Bog;
straks er hun ikke rigtig klog
paa, hvad det er, hun læser?
Men efterhaands faar mer hun lært
og blir tilsidst en hel Exspært
i alle dens Finæser.

Hun springer rundt i Mark og Eng
som Loppen springer i en Seng
(0m jeg da saa maa sige?)
Hun kjører Hø og svinger Led,
og Madmor er for hende Fed
i Eventyrets Rige.

Hun klatrer i de høje Trær,
hun kender Musehvidt fra Stær
og skjeldner Ko fra Kvide.
Om alle Ting hun ved Besked,
af Rygteren, den gamle Ged
hun tidt faar Lov og ride.

Hun dasser i den gyldne Sol
i Doft af Hyl og Kaprifol
i Læ af Rhododrunter,
og hun, der før var kuns et Skvat,
bli’r rund og brun som en Mulath,
oh! er det ej et Under!?!

Og hun, der før har slidt og slæft,
bestiller ikke her en Kæft,
nu sidder hun paa Huset
stor Pris og glæder sig, fordi
det er et Hus med Hjerte i,
af Fredens Aand omsuset.

Hun tumler sig af Hjertens Lyst,
men atter kalder Pliktens Røst,
hun Afsked tar med Solen,
som at der smiler gennem Skyr
—
med Hodet fuldt af al Slaks Dyr
hun vender hjem til Skolen.

 

KOMMENTAR: